Positiv energi i Kulturudhuset
Det er dejligt at være vært på kurser og byde kursisterne indenfor til hygge og fordybelse med farver i Kulturudhusets kreative rammer.
Jeg elsker at lave små opstillinger, og det kræver sommetider besøg i genbrugsbutikker. Denne gang fandt jeg nogle fine karafler i Folkekirkens Nødhjælp i Risskov, som i dag fik nyt liv i akvarel.
Karaflerne og kanderne appellerer til akvarelmaleriets flydende farver og iagttagelse i form, farve og flade. Desuden bidrager økologisk kaffe og kage til den gode stemning i pausen.
Nogle af mine kursister har nu tilbudt at blive frivillige, og på en dag med sne på havegangen er det et fristende tilbud! Nu øjner jeg muligheden for både at være vært og frivilligkoordinator i Kulturudhuset i 2024. Tak til alle mine trofaste kursister for jeres engagement! Vi ses 🙂