Forår, farver og fordybelse
I dag, den 1. april øjner man knap nok horisonten for disen over Aarhus Bugten. En særlig ro fylder skoven, mens de grønne farver langsomt tager til.
Når vi skal male her den 16. maj, vil vi studere de grønne farver – og måske vil himmel og vand lyse blåt. Kom med til en dejlig dag i det fri! Se mere under ‘kurser’.
Jakob Dall i kulturhuset dokk1
Den prisbelønnede fotojournalist Jakob Dall dokumenterer klimaforandringernes konsekvenser i 18 af verdens mest udsatte lande. Den meget seværdige udstilling er arrangeret af Bedsteforældrenes Klimaauktion i Aarhus og varer indtil 5. januar 2024.
Den 12. december kl. 17 holder Jakob Dall foredrag om historierne bag billederne. Foredraget er gratis. Lad os blive klogere på menneskers levevilkår, vi ses!
Positiv energi i Kulturudhuset
Det er dejligt at være vært på kurser og byde kursisterne indenfor til hygge og fordybelse med farver i Kulturudhusets kreative rammer.
Jeg elsker at lave små opstillinger, og det kræver sommetider besøg i genbrugsbutikker. Denne gang fandt jeg nogle fine karafler i Folkekirkens Nødhjælp i Risskov, som i dag fik nyt liv i akvarel.
Karaflerne og kanderne appellerer til akvarelmaleriets flydende farver og iagttagelse i form, farve og flade. Desuden bidrager økologisk kaffe og kage til den gode stemning i pausen.
Nogle af mine kursister har nu tilbudt at blive frivillige, og på en dag med sne på havegangen er det et fristende tilbud! Nu øjner jeg muligheden for både at være vært og frivilligkoordinator i Kulturudhuset i 2024. Tak til alle mine trofaste kursister for jeres engagement! Vi ses 🙂
Efter en lang vinter stod turismen stadig stille mange steder, da foråret spirrede håb. Opslagstavlen her vidner om lempelse af forsamlingskravene og mulighed for at komme til gudstjeneste, yoga og pilates. Fun Parks plakat blegnede dog i solen, mens de tyske turister kiggede længselsfuldt mod det danske sommerland.
Vesterhavet er roligt og forsvindingspunktet fjernt. Danskerne er i sommerhusene, mens plastikaffaldet bliver skyllet op og fyget til af sandet i den ellers så enestående natur ved Tornby Strand ved Jammerbugt!
Derfor er det positivt, at 27.000 danskere ifølge Søværnet benytter nedlukningen til at samle havaffald for at hjælpe med at bekæmpe forurening. Søværnets chef fortæller, at der hvert år bliver indsamlet flere hundrede ton havaffald på de danske strande og kyster. Tallet lyder voldsomt, men jeg er sikker på, at vi kan gøre det endnu bedre, så hvad med at blive havvogter?: https://forsvaret.dk/da/nyheder/2021/havmiljovogtervideo/
Nær Fjaltring viser et skilt på stranden vej til Kunst- og Kulturcentret Tuskær. Her har aktiviterne været lukket til langt ind i foråret, men trods dette har en lokal gruppe havvogtere samlet mængder af affald på regelmæssige gåture med Tuskærs daglige leder Lise Faurschou Hastrup i spidsen. Det er en lettelse for Lise, da hun og de mange frivillige endelig kan starte yoga aktiviteter og tage imod malehold igen.
Udsigten fra Kunst- og Kulturcentret Tuskær appellerer til forevigelse på maleblokken, og Fjaltrings flade landskab med højt til himlen og vindmøller så langt øjet rækker samt solens lys på den spirende mark er tiltrængte vitaminer efter en lang nedlukning.
Imens kursister viser coronapas formidler Lise egnens kulturelle og menneskelige op- og nedture bag de patinerede røde mure og vinduer med saltvand.
Vi forstår, at ildsjæle og kunstnere har tilført egnen kulturelle værdier, som rummer materiale nok til en film. I aftensolens lys ligger en forfalden nabogård – det første grønlandske hus i Danmark – som i mange år var et aktivt teater med navnet Tuukkaq. Teatret gik konkurs i 1994, mens livet på Tuskær er forblevet intakt og fuld af kreativ drivkraft. Her er en bevidsthed om stedets lokale forankring – traditioner, mennesker og natur – og mens tidligere ildsjæle er savnet, er nye kommet til, og her bliver arbejdet aktivt for et blomstrende kulturliv i yderste klitrække.
Kulturcentret har dog brug for finansiering til renovering af den gamle gård, så anerkendte kunstnere fortsat kan udstille, spille musik og holde foredrag i de sanselige omgivelser til glæde for såvel lokalbefolkningen, som dem der kommer langvejs fra. Det er bestemt turen værd, og du kan glæde dig til ro og dejlig økologisk mad i hyggelige rammer med kunst og kreativ energi hele året.
Se mere på turkær.dk
Kulturmødet Mors er ved at runde af efter tre dage med online lærerige kunstnersamtaler og relevante paneldebatter. Blandt temaerne var kultur og sundhed, og det er et emne, jeg brænder for, og som jeg skrev speciale om. Jeg benyttede derfor dagens debat til at stille nogle spørgsmål i tjatten.
Et af mine spørgsmål vedrørte supersygehusenes gentagne besparelser på hospitalskunsten, hvilket vidner om at der mangler overensstemmelse imellem sygehusenes ambitioner, som de fremstår i kunststrategierne, og det endelige økonomiske råderum. Det er ressourcekrævende, når kunststrategierne rummer vidtrækkende ønsker for kunsten, som økonomien ikke rækker til, og kunstprojekter eller kunstinitiativer så må afbrydes. Jeg spurgte derfor: “Hvorfor er der ingen erfaringsdeling imellem supersygehusenes kunstansvarlige?”
Debattens vært, Christian Have berørte kun dele af mine spørgsmål, som jeg ellers gerne havde hørt besvaret af Ulla Astman, formand for Region Nordjylland. Værten fik dog indflettet spørgsmålet om, hvorfor supersygehusene ikke efterkommer de forpligtelser, som er for de offentlige myndigheder, hvor der ved nybyggeri skal anvendes 1,5 % af anlægsudgifterne på kunstnerisk udsmykning. Region Nordjyllands formand udtrykte tilfredshed med at undvige denne regel, som Statens Kunstfond står bag. Hun mener, at beløbet til kunst ville blive alt for stort og medføre vidtrækkende besparelser på byggeriet, hvis supersygehuset skulle efterleve reglen.
Jeg mener, at Region Nordjyllands formand glemmer, at et supersygehus kan sammenlignes med størrelsen på en mindre dansk provinsby. Hvis kunsten i højere grad skal spille en markant rolle som sundhedsfremmende, så bliver vi alle nødt til at anerkende kunstens væsentlige betydning på sygehuset. I min specialeproces blev det tydeligt for mig, at kunst især kan gavne brugere; personale, patienter, pårørende m.fl., når den er integreret. Det vil sige, at kunsten er skabt til et konkret sted, hvor den forholder sig til stedets arkitektur eller udgør en del af arkitekturen. Desuden skal den være relevant i forhold til stedets funktion og for de mennesker, som kommer netop der. Jeg håber, at der kommer mere integreret kunst af høj kvalitet på supersygehusene, som kan gavne os mentalt og fysisk, og som dermed kan fremme trivsel og sundhed!
Debat, Kulturmødet Mors: https://www.crowdcast.io/e/km20-31
Gunnvald (billedet) er en af de mest levende kulturformidlere jeg har mødt, da han formår at gøre en samling ‘støvede’ historiske redskaber i et lille øde bygdemuseum i Fjotland, Norge meget nærværende.
Bygdemuseets fine gamle træbygninger vakte min nysgerrighed, så jeg trådte ind på det skæve bræddegulv med åbne sanser. Her noterede jeg straks museets nedrullede gardiner og overfyldte montrer og hylder med tilfældig og knap beskrivelse af museumsgenstandenes relevans, men så kom Gunnvald ind!
Kulturformidleren – som næppe er sin titel bevidst – fortalte indlevende om historien bag nogle træskeer med traditionelle russiske ornamenter. De var udført af udsultede russiske fangere, som havde arbejdet for tyskerne i kulminen i Knaben under 2. Verdenskrig. Skeerne var byttet for mad, men ved krigens afslutning var der ifølge kulturformidleren kun få russere i live.
Museets slidte ski med tilhørende selvstående hjemmestrikkede uldsokker fik ekstra betydning, da Gunnvald fortalte om sin barndoms viljestærke postbude, der bragte post ud flere gange om ugen uanset vejr og det barke fjeldterræn. Jeg forstod, at bygdens postbud blev påskønnet med kaffe og godt selskab i de lune hytter på den anden side af fjeldtoppene.
Med glimt i øjet og opmærksomhed på min nationalitet fortalte Gunnvald også om Fjotlands tidligere danske præst, der havde missioneret i den fine hvide trækirke. Præsten havde opfordret borgerne til at være flittige kirkegængere men havde sagt, at de kunne gøre, hvad de ville udenfor kirkens vægge – herunder drikke brændevin. Han blev også husket for sin fysiske styrke og evne til at løfte kæmpe store sten. Med den beskrivelse er det svært at forestille sig, at han også underviste i den lille hvide skole med et eneste lokale og små fine håndlavede træskrivepulte.
Gunnvald havde flere billedlige og lærerige beretninger fra sin barndom og generationen før ham, så jeg er glad for, at bygdemuseet vil tage min opfordring op og forsøge at forevige historierne med en lille film. Denne kan give liv til museets formidling, når Gunnvald har fri.
