Categories
Byrumsprojekt

Fredens Torv

I hjertet af Aarhus ligger et torv, hvis funktion primært er parkeringsplads for 20 biler, dette er Fredens Torv. I bil er der ankomst fra Mindebrogade ved Europa Plads, men i torvets anden ende Fredensgade, er der lukket for biltrafik. Cyklister har der imod mulighed for at passere fra Fredens Torv til Fredensgade, som går over i den trafikerede Ny Banegårdsgade. Der er også en lille stille passage kaldet Posthussmøgen, som leder fodgængere mellem torvet og byens gågade, Søndergade.

Livet på torvet er præget af biler, som enten cirkulerer på torvet eller holder og venter på en p-plads. Cyklister passerer hastigt over Fredens Torv med opmærksomhed på bilisterne.

Den særligt opmærksomme trafikant vil opdage, at Fredens Torv har flere kvaliteter, der adskiller det fra andre torve i Aarhus; det er overskueligt i størrelse, formen er harmonisk, og flere af husene har bevaret den nyklassicistiske arkitektur. Torvet er derfor et oplagt sted at skabe et rigtig godt og dejligt byrum i hjertet af Aarhus.

Kulturudhuset vil fremhæve Dokk1´s p-hus som erstatning for parkeringen på Fredens Torv, så den igangværende byudvikling og begrønning af torvene i Aarhus også kan tage form her. De ansvarlige i Aarhus Kommune kan f.eks. lade sig inspirere af det velholdte brostensbelagte Gråbrødre Torv i København samt af traditionelle torveaktiviteter. Der bør være fred og sanselige oplevelser på Fredens Torv, som kan skabe glæde for byens borgere.

Kulturudhuset følger kommunens tiltag på Fredens Torv med stor opmærksomhed i håb om, at torvet vil blive gentænkt i nærmeste fremtid. Der er brug for byrum i Aarhus, som appellerer til en pause på bænken væk fra byens puls – et fredens torv.

Bliv medlem af fb gruppen Fredens Torv – et kulturformidlingsprojekt:

https://www.facebook.com/groups/744125139258750

Fredens Torv, Aarhus, 2018