Gunnvald (billedet) er en af de mest levende kulturformidlere jeg har mødt, da han formår at gøre en samling ‘støvede’ historiske redskaber i et lille øde bygdemuseum i Fjotland, Norge meget nærværende.
Bygdemuseets fine gamle træbygninger vakte min nysgerrighed, så jeg trådte ind på det skæve bræddegulv med åbne sanser. Her noterede jeg straks museets nedrullede gardiner og overfyldte montrer og hylder med tilfældig og knap beskrivelse af museumsgenstandenes relevans, men så kom Gunnvald ind!
Kulturformidleren – som næppe er sin titel bevidst – fortalte indlevende om historien bag nogle træskeer med traditionelle russiske ornamenter. De var udført af udsultede russiske fangere, som havde arbejdet for tyskerne i kulminen i Knaben under 2. Verdenskrig. Skeerne var byttet for mad, men ved krigens afslutning var der ifølge kulturformidleren kun få russere i live.
Museets slidte ski med tilhørende selvstående hjemmestrikkede uldsokker fik ekstra betydning, da Gunnvald fortalte om sin barndoms viljestærke postbude, der bragte post ud flere gange om ugen uanset vejr og det barke fjeldterræn. Jeg forstod, at bygdens postbud blev påskønnet med kaffe og godt selskab i de lune hytter på den anden side af fjeldtoppene.
Med glimt i øjet og opmærksomhed på min nationalitet fortalte Gunnvald også om Fjotlands tidligere danske præst, der havde missioneret i den fine hvide trækirke. Præsten havde opfordret borgerne til at være flittige kirkegængere men havde sagt, at de kunne gøre, hvad de ville udenfor kirkens vægge – herunder drikke brændevin. Han blev også husket for sin fysiske styrke og evne til at løfte kæmpe store sten. Med den beskrivelse er det svært at forestille sig, at han også underviste i den lille hvide skole med et eneste lokale og små fine håndlavede træskrivepulte.
Gunnvald havde flere billedlige og lærerige beretninger fra sin barndom og generationen før ham, så jeg er glad for, at bygdemuseet vil tage min opfordring op og forsøge at forevige historierne med en lille film. Denne kan give liv til museets formidling, når Gunnvald har fri.
