Categories
Kunst, kultur og sundhed

Kultur og sundhed

Kulturmødet Mors er ved at runde af efter tre dage med online lærerige kunstnersamtaler og relevante paneldebatter. Blandt temaerne var kultur og sundhed, og det er et emne, jeg brænder for, og som jeg skrev speciale om. Jeg benyttede derfor dagens debat til at stille nogle spørgsmål i tjatten.

Et af mine spørgsmål vedrørte supersygehusenes gentagne besparelser på hospitalskunsten, hvilket vidner om at der mangler overensstemmelse imellem sygehusenes ambitioner, som de fremstår i kunststrategierne, og det endelige økonomiske råderum. Det er ressourcekrævende, når kunststrategierne rummer vidtrækkende ønsker for kunsten, som økonomien ikke rækker til, og kunstprojekter eller kunstinitiativer så må afbrydes. Jeg spurgte derfor: “Hvorfor er der ingen erfaringsdeling imellem supersygehusenes kunstansvarlige?”

Debattens vært, Christian Have berørte kun dele af mine spørgsmål, som jeg ellers gerne havde hørt besvaret af Ulla Astman, formand for Region Nordjylland. Værten fik dog indflettet spørgsmålet om, hvorfor supersygehusene ikke efterkommer de forpligtelser, som er for de offentlige myndigheder, hvor der ved nybyggeri skal anvendes 1,5 % af anlægsudgifterne på kunstnerisk udsmykning. Region Nordjyllands formand udtrykte tilfredshed med at undvige denne regel, som Statens Kunstfond står bag. Hun mener, at beløbet til kunst ville blive alt for stort og medføre vidtrækkende besparelser på byggeriet, hvis supersygehuset skulle efterleve reglen.

Jeg mener, at Region Nordjyllands formand glemmer, at et supersygehus kan sammenlignes med størrelsen på en mindre dansk provinsby. Hvis kunsten i højere grad skal spille en markant rolle som sundhedsfremmende, så bliver vi alle nødt til at anerkende kunstens væsentlige betydning på sygehuset. I min specialeproces blev det tydeligt for mig, at kunst især kan gavne brugere; personale, patienter, pårørende m.fl., når den er integreret. Det vil sige, at kunsten er skabt til et konkret sted, hvor den forholder sig til stedets arkitektur eller udgør en del af arkitekturen. Desuden skal den være relevant i forhold til stedets funktion og for de mennesker, som kommer netop der. Jeg håber, at der kommer mere integreret kunst af høj kvalitet på supersygehusene, som kan gavne os mentalt og fysisk, og som dermed kan fremme trivsel og sundhed!

Debat, Kulturmødet Mors: https://www.crowdcast.io/e/km20-31

Skærmbillede af online debat, Kulturmødet Mors. Jeg ser frem til endnu mere medieopmærksomhed på emnet ‘kunst, kultur og sundhed’.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *